Søges: Samarbejdspartner til udvikling af Frederiksborgvej 3-5

Furesø Kommune er efter grundige forberedelser nu klar til at invitere arkitekter, boligudviklere og developere til at byde ind med deres vision for Frederiksborgvej 3-5. Visioner, der skal bygge videre på flere års dialog med borgere, erhvervsdrivende og organisationer.

Mens forårssolen skinner over den gamle kommuneskole på Frederiksborgvej, blæser nye vinde over området. Med et nyt sæt byplanmæssige rammer i ryggen, skal Frederiksborgvej 3-5 i Farum udvikles til et oplevelsesrigt byområde, der blandt andet styrker sammenhængen mellem Kumbelhaven og Farum Bytorv.

Vigtigst er det, at aktiviteterne og anvendelsen skal styrke byområdet og skabe bevægelse af borgere i området, så området vækkes til live på ny. Det skal ske med respekt for arkitektur-, natur- og kulturværdier og med sigte på at skabe et godt samspil med de øvrige funktioner i området. 

Udviklingen af det tidligere rådhusområde i Farum er et væsentligt element i udviklingen af Farum Midtby. I 2015 vedtog Furesø Byråd, at den fremtidige anvendelse af området skal rumme både boliger og publikumsmæssige aktiviteter i stueetagerne som fx cafeer/restauranter, liberale erhverv, kontorer eller offentlige formål.

Fra mange til 5 til 1

Processen med at finde den rette samarbejdspartner løber fra april 2018 til forsommeren 2019 og er tredelt. Når Furesø Kommune har modtaget rækken af gode projekter, skal en evalueringsgruppe vurdere de indkomne forslag ud fra kriterier som økonomi, kompetencer i teamet og vision. Højst fem aktører skal herefter udarbejde et første udkast til idé- og visionsoplæg.

Af de fem vælges en aktør, der i samarbejde med Furesø Kommune skal udarbejde et dispositionsforslag for ejendommen. Kontrakten, herunder forkøbsretten, vil blive tildelt den aktør, der tilbyder det bedste og mest gennemarbejdede projekt og visionsoplæg for Furesø Kommune. Dispositionsforslaget bliver udgangspunktet, når ejendommen til sidst udbydes til salg.   

Borgmester Ole Bondo Christensen (A) har store forventninger til den borgerinddragelsesproces, som den endelige samarbejdspartner skal byde ind med: "Vi glæder os til at fortsætte dialogen med den gruppe, som var med til at kickstarte projektet i marts 2017, men også til at vi kan åbne op for samarbejdet med både borgere og interessenter i løbet af efteråret, når dispositionsforslaget for ejendommen skal drøftes og udarbejdes. Det er meget vigtigt for os i byrådet, at vi får borgernes perspektiv med i alt, hvad vi foretager os, og ikke mindst forventningsafstemt med hinanden, hvad vi særligt bør have fokus på". 

I forbindelse med udarbejdelsen af lokalplanen for området vil der være en høringsperiode på minimum 8 uger samt et borgermøde.

Fakta

  • Evalueringsgruppen består af: Ole Bondo Christensen (A), Egil Hulgaard (C), Lars Carpens (V), Lene Munk-Petersen (A) og repræsentanter fra forvaltningen.
  • Området omfatter Frederiksborgvej 3-5 samt parkeringsanlægget på den sydlige del af Frederiksborgvej.
  • Den gamle Farum Kommuneskole skal bevares og tænkes ind som en integreret bygning i helhedsplanen for området. 
  • Cykelparkeringen på hjørnet af Stavnsholtvej integreres i nybyggeriet.
  • Dialogen om udviklingen blev kickstartet i slutningen af marts 2017, da Furesø Kommune var vært for et dialogmøde med blandt andre Ældre Sagen, Centerforeningen, Furesø Erhvervsforening, Furesø By og Land og Miljørådet. 
  • I januar 2018 vedtog Udvalget for natur, miljø og grøn omsorg de byplanmæssige rammer for området. 
  • Krav til bæredygtighed i lokalplaner og i kommunalt byggeri

Læs mere på www.furesoe.dk/frederiksborgvej

Kontakt

Center for By og Miljø

Stiager 2
3500 Værløse
Tlf.: 7235 4000

Skriv til os via Digital Post  (borger)

Skriv til os via Digital Post (virksomhed)

For pressen