Frederiksborgvej 3-5, Farum

Ideoplæg til Frederiksborgvej 3-5
Ide- og visionsoplæg til Frederiksborgvej 3-5
Det gamle rådhus på Frederiksborgvej 3-5 skal ikke længere anvendes af Furesø Kommunes administration. Byrådet ønsker derfor, at dette centrale område i byen sælges og omdannes til et nyt og oplevelsesrigt byområde.

Den fremtidige anvendelse af området skal bredes ud til en blandet anvendelse med primært boliger og med publikumsmæssige aktiviteter i stueetagerne som fx cafeer/restauranter, liberale erhverv, kontorer eller offentlige formål. Aktiviteterne og anvendelsen skal styrke byområdet og generere trafik af borgere i området. Dette skal naturligvis ske med respekt for natur- og kulturværdier og med sigte på at skabe et godt samspil med de øvrige funktioner i området. 

Borgerinddragelse

Den 14. januar 2019 blev der holdt informationsmøde for alle interesserede. Her kunne man få en præsentation og visualisering af projektet for Frederiksborgvej 3-5.

Efter dialogmøder med lokale interessenter offentliggjorde Furesø Kommune den 3. oktober 2017 et udkast til byplanmæssige rammer for udviklingen af arealet. Det blev i den forbindelse forudsat, at de gamle skolebygninger bevares, og at der skal gives mulighed for indpasning af ungdoms- og seniorboliger. 

Forslag til byplanmæssige rammer for ejendommen har været i offentlig høring i efteråret 2017. Høringen resulterede i tre høringssvar, der blev behandlet politisk i januar 2018.

De byplanmæssige rammer for Frederiksborgvej 3-5  

De byplanmæssige rammer vil i overensstemmelse med principperne i kommuneplanen sikre en styrket sammenhæng mellem Kumbelhaven og Farum Bytorv. Der sikres et sammenhængende, grønt byrum på begge sider af Frederiksborgvej og en mere direkte øst-vestgående fodgængerforbindelse i forlængelse af den eksisterende gangtunnel under Frederiksborgvej. 

Forslaget til byplanmæssige rammer angiver endvidere, at Frederiksborgvej 5 nedrives, og at der på arealet syd for de gamle skolebygninger frem til Stavnsholtvej etableres et privatfinansieret byggeri med mindst 40 etageboliger. Boligerne skal være egnede for såvel unge som seniorer. I stueetagen langs Frederiksborgvej gives der mulighed for at indrettes kontorer eller forskellige former for serviceerhverv samt parkering. Cykelparkeringen på hjørnet af Stavnsholtvej tænkes integreret i ny-byggeriet.

Nybyggeriet skal sikre en høj arkitektonisk kvalitet i overensstemmelse med kommunens arkitektur- og byrumsstrategi. Byggeriet skal forholde sig bevidst til de bevarede gamle skolebygninger.
Trafikken på Frederiksborgvej betyder, at området er støjbelastet med 63-68 dB. Dette betyder, at der skal træffes særlige foranstaltninger, hvis området skal benyttes til støjfølsom anvendelse som fx boliger. Nybyggeri kan i et vist omfang støjisoleres og samtidig fungere som støjskærm i forhold til de udendørs opholdsarealer og altaner mv. Endvidere vil mindre støjfølsomme funktioner kunne indgå i byggeriets stueetage.

Offentligt udbud

På grundlag af de byplanmæssige rammer for området har Furesø Kommune gennemført en udbudsproces, hvor interesserede bygherrer og investorer har haft lejlighed til at byde på arealet. I september 2018 valgte Furesø Kommune Sophienberg Gruppens og PLH Arkitekters idé- og visionsoplæg som vinderprojekt for udviklingen af området omkring det tidligere rådhus i Farum.

Projektet tager dels afsæt i de byplanmæssige rammer, dels i principperne i Furesø Kommunes arkitektur og byrumsstrategi om attraktive byrum, hvor mennesker mødes. For at skabe en sammenhængende by videreføres stien fra Kumbelhaven ind under den gamle skole og videre ud i den bagvedliggende bibliotekshave, der ligger nede i Kumbelhavens niveau. Således forbinder stien stationsområdet med det centrale Farum.

Byggeriet vil udgøre ca. 8.000 m2, primært boliger inklusive fælleslokaler mv. fordelt på 14 rækkehuse i den gamle skole og ca. 60 familie- og seniorboliger i en nyopført bebyggelse langs Frederiksborgvej og Stavnsholtvej.

Nu går arbejdet med at udarbejde et dispositionsforslag og et lokalplanforslag for området i gang.

Referat fra politisk udvalgsbehandling i december 2018

Lokalplanlægning

Et forslag til Lokalplan for området vil blive offentliggjort i minimum 8 uger, og der vil i høringsperioden blive afholdt et borgermøde om projektet.

Her udvikler vi

Området omfatter Frederiksborgvej 3-5 samt parkeringsanlægget på den sydlige del af Frederiksborgvej, fortsættende langs Stavnsholtvej ned til Farum Bytorv.

Rådhusgrunden i Farum

Sidst opdateret 16. januar 2019

Kontakt

Center for By og Miljø

Stiager 2
3500 Værløse
Tlf.: 7235 4000

Skriv til os via Digital Post  (borger)

Skriv til os via Digital Post (virksomhed)

For pressen

Siden refererer til et pdf-dokument. Læsning kræver Adobe Reader.